Spredt over Hammer Bakker ligger de glemte haver.
Den, der har krydset over vidderne heroppe i dette stille og bitre land, har ikke kunnet undgå at få øje på clem, de gamle hustomter, hvor de toner frem under bakkehældet, markerede af en enlig Poppel i et vejkryds, af krogede Aske over et sammensunket dige, af Pilebuske og Rossenstokke og med noget fremmedartet afstikkende over sig, noget mystisk sørgmodigt, altid med megen grønt fra løv og grønsvær, men af en gammeldags farve, irgrønne nuancer, der falder i øjnene og afviger stærkt fra bakkernes mørke lyngfarver og magre fælleders brandskær fra bevoksning med Rodknæ og Syre.
De ligger ved alfarvej, de glemte haver, hegn og diger lober langs med vejbanern, Tjørnehække fælder deres lov i opkørte hjulspor, de ligger på bakketoppene, ynkeligt forblæste, i dale, hvor ingen kommer, i nåleskovens tykning, dybest inde, unddragende sig efterforskning, forborgent fjælende sig, hvor længst forglemte stier vringler sig frem, tilgroede fodspor blindt ender på åbne Pladser.
Ved mosehullerne ligger de, i de uopdyrkede hedeflader, i kornagrene, ofte pågående friske, som var de fra i går, undertiden som skygger kun, ældgamle, men troværdige.
De glemte Haver giver med deres løv og grønsvær Hammer Bakker en landskabelig skønhed, på sin vis en særprægethed, som gravhøjene gør det ved deres antal mildner de landets alvorlige træk, forlener den rå og gigantiske istidsformation med et skin af liv, thi i de glemte haver gik engang et nu uddøet og udvandret folk.
Medens Hammer Bakker indtil ned i det 17. århundrede mestendels var skovklædte og - som vi har set - kun gav plads for enkelte større ejendomme, groede de ved skovenes totale forhugning i lyng.
Øde og ugæstmilde har bakkerne henligget med en næsten middelalderlig tomhed over sig skærmede af en sagnkredses gru, dengang da i begyndelsen af det 19. århundrede udskiftningen af jorderne blev en kendsgerning.
De rustne karle, der dengang gik og målte land op i Hammer Bakker med en snor i munden og efter mærker på deres hatteskygge, har set halen af lindormen i Østbjerg Bakke.
Jord blev målt op og montet ud, lyng brækket, krat fældet.
Nybyggere kom og tog ørkenen i besiddelse, krigede sig en bid nu hist, nu her, rædselen blev slået på flugt, trængt tilbage til de dybeste dale, til de stejleste bakketoppe, hvor den i fortættet form har ruget til de seneste tider.
Det var et hårdført folk, der tog land i Hammer Bakker og byggede sig huse her, satte en Rosenstok ved gavlen og plantede de glemte haver, et folk af skovgangsmænd, jordbrydere med brede labber, hvori buloksen faldt lige så tilvant som det gamle graveværktej.
Mod midten af det 19. århundrede stod der i Hammer Bakker - foruden de gamle oprindelige gårde - drevet og dyrket til op mod fyrretyve nye husmandsbrug og bolsteder - hvor der tidligere var lyng.
Børn af disse gamle pionerer suppleret med nykomlinge blandt egnens folk, husmænd fra jordløse hytter, udmarkens folk, overløbere fra andre sogne, fandt sig i Hammer Bakker et fristed, nyt hjem og nyt virkefelt.
Nu og da lander en fremmed fugl, mistroisk iagttaget af hjemmefødningene, på en lyngknold heroppe, bygger rede og sætter bo for alles blik, et jaget vildt fra en fremmed kyst og med et ru og fremmed mæle.
Han skraber sig for natten en fordybning i sandet, som Hjejlen gør det, lægger pjalterne om sin forpjuskede mage; men ved daggry sættes stolperne, ved aftentide står der rejst et nyt hus i Hammer Bakker.
Så sås og høstes der og avles børn, nyt og gammelt smelter sammen i Hammer Bakker i det næste kvart århundrede, haverne gror til, skæbnen skrider blind på sin lange vandring over Tinghøj.
Den dag, da barnebarnet henter sig de første røde frugter på den Abild, bedstefaderen engang satte som stikling i lyngskjolden, flytter den første agerdyrkende familie fra Hammer Bakker til Nørresundby.
Byen kalder, kridtgraven og cementen kalder, ploven ombyttes med en bjergmands hakke.
Den dag, da skatter og afgifter bliver tyngende for småmanden på den magre jord og industrien i storstaden vinker med sit røde guld, sit faste arbejde og sin faste løn, tager fra en enkelt og spontan begyndelse flugten fra Hammer Bakker fart, den dag, da de garnle dør og en ny købers favorable tilbud på ejendommen foreligger, fuldbyrdes den.
Allerede i 80erne har Godsejer Branth begyndt med sine køb og sine beplantninger på disse kanter, nu ved århundredskiftet, 20 år senere, finder Hammer Bakker i Sagføreren og i hans stærke vilje den magtfaktor, der ud af det bestående, af de mange dyrkede pletter, af de mange forsømte, de mange atter af lyng og øde erobrede, af den hele planløse mosaik, af de glemte haver, af fattigdom, stædighed, uvidenhed, uvilje og trods grundlægger hutidens velarronderede, velafpassede, i almenvellets interesse velrøgtede, tilplantede eller i naturtilstand sig mangfoldigt bredende arealer, som vi alle kender dem.
Fra denne sidste epoke i Hammer Bakkers historie, fra de gamles død og de unges flugt, stammer hustomterne, de glemte haver. Rosenstokken stod tilbage ved gavlmuren, mens folkene gik - på kirkegården eller til storbyen.
Æbletræerne blomstrede, mens huset viedes til undergang, eller den bortdragende brød det ned og bar det bort på sin ryg, dragt for dragt, til kun den nøgne syld stod tilbage.
I overmod sparker den til kridten og cementen højtideligt indviede unge industriens mand dørfyldingerne ud efter sig - luserede!
Poplerne er nu alene tilbage, hvor huset stod, Rosenstokken gik ud, Æbletræerne blev vilde eller døde af svamp og ælde.
Poplerne ringler vemodigt med deres grønne løv, med lyd af aftenklokker, hvor liv levedes og fødder gik, gammel Malurt fra de allerældste tider strøer sit peber i luften, røde bær modnes, nu som før at tjene de vilde fugle til føde, spredt over Hammer Bakker ligger de glemte haver tilbage.