Mandag aften den 20. januar var der generalforsamling i Horsens-Hammer Lokalhistoriske Arkiv (tryk her for at læse referatet).Efter generalforsamlingen fortalte museumsinspektør Karen Povlsen via et billedforedrag om de arkæologiske udgravninger, der i 2023 blev gennemført på Tingvej 181 i Vodskov.
Det blev en time med et inspirerende og oplysende foredrag om udgravningen, der viste spor fra stenalder, bronzealder og jernalder og hvor sandflugt var et gennemgående tema.
Sandflugt har der i årtusinder været mange af og de gemte på fortidige hændelser. Mose med flintestensnedlæggelse, kogestensgruber i meget stort antal og tydelige spor efter ardpløjning. Alt lå i forskellig dybde med varierende lag af flyvesand og sandblandet muld over.
Karen Povlsen fortalte, at nye undersøgelser viser, at Limfjordens datidige kystlinje har ligget betydeligt tættere på fundstedet ved Tingvejen end i dag. Hen ved en kilometer til fjorden. Oldtidens mennesker har boet spredt i området mellem fjord og Hammer Bakker. Undersøgelsesstedet var en lavning i udkanten af Hammer Bakker.
Kogegruberne var centrale i undersøgelsen, fortalte Karen Povlsen. Der var ca. 100 større og mindre gruber centreret i to områder i det 3000 m2 store udgravningsfelt. I gruberne, der har været foret med sten, fandt arkæologerne rester efter forkullet træ og ildskørnede og varmepåvirkede sten.
Hvad har de været brugt til? Madlavning, stegning af kød og måske ølbrygning!
Det store antal gruber tyder på, at de er indgået i en eller anden form for rituel/ceremoniel handling på dette samlingssted. Det har næppe været et dagligt spisested for områdets beboere. Så kan man spekulere på, hvorfor der på dette sted i den sydlige udkant af Hammer Bakker har været samlinger af mennesker i bronzealderen.
I jord-/sandlagene fandt arkæologerne spor efter pløjning med ardplov fra jernalderen. Området har med adskillige hundrede års mellemrum været landbrugsområde. Sandfygning har i århundred-lange perioder afbrudt dyrkningsmuligheder på stedet.
Tak til Karen Povlsen for en herlig aften i arkæologiens tegn, vi blev klogere på områdets fortidige udvikling.
Horsens-Hammer Hjemstavnsforening
Lokalhistorisk Arkiv
Januar 2025



