Åbent Hus i Horsens-Hammer Lokalhistoriske Arkiv – lørdag og søndag den 29. og 30. oktober

Der var fuld knald på Åbent Hus-arrangementet i Lokalhistoriske Arkiv både lørdag og søndag. Medlemmerne kom for at deltage i den årlige begivenhed. Højt humør, kaffe på kanden og masser af snak kendetegnede de to dages aktiviteter i Arkivet i kælderen på Liselund.

Traditionen tro var der atter lavet en miniudstilling over indkomne arkivalier. Den blev suppleret med en billedserie med godt 100 digitale fotografier. Specielt skolefotografierne i serien blev ivrigt og højlydt debatteret. Navne på gamle klassekammerater, skolekærester og lærere blev ”gravet” frem af hukommelsen. Herligt!

Vi fik både nye medlemmer og nyt arkivmateriale, som vi efterfølgende skal have gennemgået, registreret og anbragt i arkivets righoldige samling.

Medlemmerne fik en trykfrisk ”Horsens-Hammer Årbog 2022” med mange lokalhistoriske artikler med sig hjem til behagelig efterårslæsning.

Bestyrelsen takker de mange fremmødte medlemmer for, at de trofast støtter foreningens arbejde med arkivvæsen og lokalhistorie!

Bestyrelsen for
Horsens-Hammer Lokalhistoriske Arkiv
Oktober 2022