Opvækst i Hammer Bakker

I går aftes, onsdag kl. 19-21 fortalte Henning Christensen, Nørresundby om sin opvækst i Hammer Bakker. Det skete i Kultur- og Borgerhuset i Grindsted.

Henning, der blev født i 1941 på en ejendom umiddelbart øst for banen i Vodskov, flyttede kort efter Hennings fødsel til ejendommen Søndre Møgelmose syd for Grindsted.

Her voksede Henning sammen med sine 5 søskende op på et landbrug uden el og rindende vand. En besværlig dagligdag når der hver dag skulle skaffes vand til mennesker, kreaturer, svin og høns.

Elektricitet blev indlagt i begyndelsen af 1950erne, hermed blev det daglige slid med at pumpe vand formindsket. Dengang skulle børn arbejde med på bedriften. En del bestod i at hjælpe med tørvegravning i den del af Møgelmose, der hørte til gården. Klynerne skulle efter opgravning jævnligt vendes; det var almindeligvis børnenes arbejde. Det samme var indsamlig af kviste i Hammer Bakker til opfyring i komfur og kakkelovne.

Henning fortalte om mennesker, sære begivenheder og huse i Hammer Bakker og om skolegang i Grindsted ved Lærerne Damgren og Pedersen. Turen på 2-3 kilometer foregik de første år på gåben, senere på cykel ad den sandede Møgelmosevej. Henning gik (cyklede) til konfirmationsforberedelse hos præsten i Langholt. I maj 1955 blev han konfirmeret i Vodskov Kirke.

Herefter kom Hennings liv i store træk til at foregå uden for Hammer Bakker, begyndende med uddannelse i brugsen i Vester Hassing.

Det blev et par hyggelige timer i Huset i Grindsted, hvor spørgelysten blandt de 30 fremmødte var stor, og hvor snakken ved bordene bølgede livligt. Deltagerne var tydeligvis kendere af Hammer Bakker og byerne omkring.

Horsens-Hammer Lokalhistoriske Arkiv
10. april 2025