Et strejftog i Grindsted, Uggerhalne og Kinnerups historie

Foredrag med Poul Dahl den 8. september i KBHB Grindsted

Denne aften fik vi besøg af Poul Dahl, som vi alle kender fra Horsens-Hammer Hjemstavnsforening, Lokalhistorisk arkiv i Vodskov. Poul dykkede ned i 16.000 års historie, så der var fart over feltet!

Poul tog os med først gennem landets opståen og geologiske særpræg, og derefter gennem befolkningens kulturelle udvikling. Gennem hans levende fortællinger og fine plancher oplevede vi, i et lokalhistorisk perspektiv og tidsbillede, byernes udvikling.

Selv om vi har boet i området i mange år formåede Poul alligevel at komme med overraskende facts og nye billeder. Blandt andet var det fyldte kulturhus betaget af historien om mergeleventyret i Kinnerup. Tænk, at det var Danmarks næststørste mergelforetagende! Nogle af maskiner lignede sågar dem, som Aalborg Portland anvender.

Ved hjælp af udvalgte matrikelkort fik vi illustreret, hvor vi nu bor og hvorfor. Poul forklarede også, hvordan gamle gårde langsomt forsvandt ud af bybilledet, og hvordan parcelhuskvarteret kom til at dominere.

Til afslutning havde Poul lavet et lille foredrag med billeder af lokale sportskoryfæer, som vakte stor lykke. Flere af sportsheltene var endda til sted denne aften!

I næste uge er det Langholternes tur til at få deres historie serveret, denne gang af Andy Jensen med Poul som bisidder.

Dan Ole Faaborg
September 2021